Bambus Tøj

Bambus tøj er ofte at finde på den bæredygtige modescene, og bambus har fået fodfæste på det bæredygtige marked som et miljøvenligt tekstil. Og det er med god grund, at bambus tøj er blevet populært for bambus har mange gode egenskaber, som gør, at stoffet egner sig godt til beklædning.

Årsager til at bambus ses som værende miljøvenligt:

  • Bambus gror 100% naturligt uden brug af pesticider og skadedyrsbekæmpelse
  • Bambus kan gro stort set uden vand, og kan overleve både tørke og oversvømmelse.
  • Bambus er den hurtigst voksende plante på jorden. Den gror til sin max. højde på 3 meter på 3-4 år. Bambus spreder sig selv, og man behøver derfor ikke plante nye marker.
  • Bambus bruges til jordrotation: bambus er godt for jorden og bruges til at forbedre jordkvaliteten på jord med dårlig jordkvalitet, da den efterlader jorden mere næringsrig.
  • Bambus har en positiv effekt på CO2-niveauet, da bambus absorberer mere CO2 end træer pr. m2
  • Bambus er biologisk nedbrydeligt

Hidtil har bambus været det mest anvendelige tekstil i tøjproduktion, men når man tænker på, hvor meget vand, og hvor mange pesticider en bomuldsmark kræver, så er det en god idé at kigge nærmere på bambus i stedet.

Årsager til at bambus tøj er så populært:

  • Bambustekstil er ekstremt blødt, glat og føles luksuriøst
  • Åndbarhed; bambusstof har en svedabsorberende- og transporterende effekt. Det lader huden ånde, og klistrer ikke til huden når man sveder. Det er meget behageligt, og derfor er bambus også populært til sportstøj f.eks. yogatøj ligesom det også er meget brugt til strømper og undertøj.
  • Temperaturregulerende; bambus har samme regulerende effekt som naturuld; det holder dig varm i kulden og holder dig kølig i varmen. Dette gør, at det er behageligt at bruge i al slags vejr.
  • Antibakterielt; bambus har en naturlig anti-bakteriel effekt. Dette gør, at bambus gror naturligt og har ikke brug for skadedyrsbekæmpelse, og denne effekt varer ved i det færdige tekstil.
  • Bambus tøj egner sig godt til sart hud og er allergivenligt.

Men, men, men……

Som med alt andet, så er der flere måder at anskue sagen på. For én ting er, hvordan planten gror og en anden ting er, hvordan planten behandles bagefter. Og med bambus tøj er det en meget kompleks sag.

Selvom bambus i sig selv er et bæredygtigt materiale, og har potentiale til at blive brugt til at producere det mest bæredygtige tøj man kan forestille sig – så er der også en bagside af medaljen. Og det er produktionen. Derfor ser man ofte bambus blive brugt til “green-washing” hvor man forsøger at gøre et produkt mere bæredygtigt end det egentlig er, ved at fremhæve bambus’ens bæredygtige egenskaber.

For at lave bambus om til tekstil, så skal bambus’en laves om til tekstilfibre. Dette gøres som regel ved at blødgøre fibrene i en ret heftig mængde af kemikalier. Disse er både farlige for mennesker at arbejde med, og de er dårlige for naturen hvis de ledes videre ud i systemet efter brug. Nøjagtig på samme måde som ved konventionel tekstilproduktion. Og så er bambus lige pludselig ikke bæredygtigt længere, ihvertfald ikke når man taler om tøj. Hvis man vil undgå dette skal man undgå bambus viscose.

En anden og mere bæredygtig måde at producere bambusfibre på, er ved at bruge Lyocell/Tencel-metoden. Her er der en række forhold der skal overholdes for at man må bruge denne betegnelse. Bambus’en skal komme fra kontrolleret skovbrug, der skal være kontrol over spildevandet (der skal foregå i et lukket system, og vandet skal renses og genanvendes), og man bruger færre og knapt så giftige kemikalier i selve blødgørelsesprocessen.

Det er dog langt fra det meste bambus tøj der er fremstillet  på denne måde. Ligeledes er det langt fra det meste bambus tøj der kan klassificeres som værende økologisk når man står med det færdige tekstil. Men derfor er der alligevel mange firma’er der vælger at kalde deres bambustøj økologisk.

Det er ligeledes vigtigt, at selve tøjproduktionen er foregået på bæredygtige vilkår. Når man ser farvestrålende, ofte neon-farvede bambushåndklæder, der hævder at være bæredygtige, så bør man nok tænke sig om en ekstra gang, da der nok er brugt nogle ret kradse farvestoffer i produktionen.

Hvis du finder billigt bambustøj så kan du være ret sikker på at det ikke er økologisk – selvom firmaet måske skriver at det er. 

Hvad skal man så gøre som forbruger

Det er ihvertfald vigtigt, at man gør sig et velovervejet valg, for der er mange og gode argumenter for og imod. Hos Love of Green har vi en række bæredygtighedsprincipper som vi arbejder ud fra, hvilket betyder at alle vores produkter lever op til nogle men ikke nødvendigvis alle af disse kriterier. Vi har, efter mange års erfaring, erkendt at et produkt godt kan være bæredygtigt uden nødvendigvis at være f.eks. økologisk certificeret. Vi ønsker at finde den mest bæredygtige løsning, men vi må også erkende at det ikke er alle mennesker der vil gå i ubleget hamptøj, så derfor må vi finde det bedste indenfor en bestemt kategori.

Vi forhandler bambus tøj af mærket Braintree og vi forhandler Lyocell/Tencel bambus. Men indtil videre er der ikke andet bambus tøj der har fundet vej til vores hylder. Vi synes ikke, at det er rimeligt at sælge bambus sokker som værende bæredygtige hvis de er badet i kemikalier der er ledt ud i naturen efterfølgende. Braintree tøj bliver produceret på en fabrik i Kina der er godkendt til bæredygtig og Fair Trade produktion. Det er langt fra alle fabrikker der kan få denne godkendelse. Fabrikken producerer udelukkende bæredygtige tekstiler af bl.a. hamp, bambus og økobomuld, og opererer i et lukket system, og fabrikken har et Fair Trade kodeks der bliver kontrolleret flere gange årligt. Braintree tøj bliver desuden IMO-certificeret så man sikrer at der ikke er kemikalierester i det færdige produkt.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *