Det er forår, og lige om lidt står kalenderen på sommer. Vi er kommet om på den anden side af en kold og våd vinter, og på denne skønne og grønne tid af året, er det ingen sag, at få lækre, sprøde grøntsager på middagsbordet.
Og hvis du er så heldig at have et grønttorv i nærheden, så kan du nyde at få vækket sanserne, når du bevæger dig igennem de lokkende boder med frugt og grønt i mange smukke farver.
Men hvis du har fået for vane, at tænke over, hvor dine fødevarer kommer fra, så kan der stadig springe små spørgsmålstegn op i øjnene. For i stedet for at nyde, at vi nu kan handle lokalt, så vælter det stadig frem med importerede grøntsager. Naturligvis vil der være importeret frugt og grønt i butikkerne, men hvad skal der til for at få os danskere til at spise efter årstidens forskrifter?
Hvor meget tænker du over, hvor din mad kommer fra?
Læser du varedeklarationen på de madvarer du køber? Holder du øje med hvor det kommer fra? Tænker du på, hvor dine grøntsager kommer fra? Er det okay at købe varer fra den modsatte side af jordkloden? Er det okay at købe dansk producerede varer som er dyrket i opvarmede og belyste drivhuse om vinteren?
Hvordan kommer vi egentlig til at spise fornuftigt? Skal vi alle hellere dyrke vores egne grøntsager hjemme i haven? Eller på altankassen?
Idag er det netop på forsiden af aviserne, at danskere er blevet indlagt med en bakterieforgiftning fra grøntsager dyrket i det nordlige tyskland. Så nu skal vi ikke spise rå grøntsager der kommer derfra. For noget tid siden var det samme tilfældet med salat fra Frankrig. Måske kan vi snart slet ikke spise rå grøntsager mere fordi der vil være fare for sygdom og infektioner?
Er det bedre at købe lokalt?
Man hører af og til sloganet “Tænk globalt – køb lokalt”, men holder det? Ja, hvis du samtidig køber efter årstiden. For det nytter ikke noget at købe dansk producerede tomater i november og danske jordbær i januar? Tænk på, hvad det har kostet i co2 regnskabet at varme drivhusene op og belyse med varmelamper. Når man tænker på, hvor kort den danske tomatsæson egentlig er, så ville det ikke være ret lang tid vi kunne spise tomater, hvis vi ikke havde drivhuse.
Er det bedre at købe økologisk?
Ingen tvivl om, at der er mange fordele ved at købe økologisk frugt og grønt. Jeg er selv stor fan af at få en øko-kasse leveret til min hoveddør. Nogle gange undrer jeg mig dog over indholdet. Øko-ananas fra Costa Rica? Hvor økologisk er det lige, at få den fløjet over Atlanten for at blive kørt hjem til mig? Jeg elsker ananas, og jeg er da superglad for en økologisk en af slagsen, men det er mere fordi der så ikke er brugt kemikalier i produktionen, og fordi det så belaster nærmiljøet mindre der hvor den er dyrket. For ikke at tale om hænderne på den person som samler dem ind. Men strider det ikke imod økologiens principper, at få den fløjet over Atlanten?
Hvor er vi på vej hen?
Ja, hvor er vi egentlig på vej hen, og hvad sker der med vores mad? Bliver vi oftere syge af madvarerne, eller hører vi bare oftere om det? Er der noget galt, når fisk fra Nordsøen fragtes til Kina, for at blive mast til uigenkendelighed, for så at blive fragtet retur til de danske kølediske? Hvor længe kan vi blive ved med den slags?
Hvad gør vi så?
Ja, hvad skal vi egentlig gøre? Hvis vi kun skal spise efter årstiden, så kan vi jo faktisk aldrig spise bananer og ananas igen? Men hvorfor har vi egentlig vænnet os til disse eksotiske fruger? De smager jo dejligt og det bliver nok svært at vænne sig af med at have dem i køkkenet.
Kodeordet må være: BALANCE. Som med så meget andet, så må vi have en balance i tingene. Så hvis vi ikke kan undvære bananer, så må vi købe dem, men så tilgengæld købe de økologiske fair trade bananaer (som i øvrigt smager bedre, ja – det mener jeg rent faktisk:-)) Og så må vi til gengæld undvære jordbærene i december.
Jeg drømmer ihvertfald ofte om en bugnende køkkenhave, hvor jeg kan plukke mine egne råvarer hver dag. Okay, indrømmet, jeg bliver nok rimelig træt af kål og rodfrugter på den mørke tid af året.
Derudover, kan vi bestræbe os på, at spise lokalt, efter årstiden vel at mærke. Efterår og vinter byder på masser af lækre former for kål og rodfrugter. De kan varieres på utallige måde, så man ikke føler sig fanget i, hvad der føles som en uendelig spiral af rodfrugter, rodfrugter og rodfrugter. En økologisk ananas fra Nicaragua kan jo også peppe kålsalaten lidt op og tilføre et frisk pust, ikke? 🙂
Støt op om dit lokale marked. Tag på marked og gå om bord i de mange boder. Gå efter den lokale landmand, som har taget turen ind til byen med sine varer.
Derudover så er der nogle ting du kan gøre, for at få sæsonen til at holde længere. Da den danske sæson for frugt, bær og tomater er forholdsvis kort, så kan du selv gøre noget for at forlænge den.
Konserver, sylt, henkog, og gør hvad du kan for at forlænge sæsonen. Lav dine egne soltørrede tomater. Opbevaret på den rette måde, kan de snildt holde sig langt hen på vinteren. Og hvad er bedre en at åbne et glas med hjemmelavet syltetøj til æbleskiverne i december?