Om Coop, Plastikposer og Landsindsamling til Afrika

Nu er det ved at være tid til den store Danmarksindsamling, hvor der samles penge ind til nødlidende i Afrika. Her dykker de fleste danskere i lommerne, og giver et bidrag. 12 humanitære organisationer sørger for at pengene bliver brugt på humanitære projekter i Afrika.

Det er helt fantastisk så mange mennesker som bakker op om det. Privatpersoner har også mulighed for at danne deres egne indsamlinger, hvilket resulterer i mange spændende initiativer rundt omkring.

Men så er der så lige COOP. Supermarkedskæden ønsker naturligvis også at bakke op om Danmarksindsamlingen, men ser samtidig sit snit til at få tjent nogle penge samtidig.

Det i sig selv er jo ikke noget nyt, og det ses ofte mange steder, at man kan købe et produkt til x antal kroner hvoraf xx antal kroner så går til Afrika. Hensigten med disse tilbud er så mange gange, at man håber på et decideret mersalg af det pågældende produkt, således at man til slut ender med en højere profit, end hvis man ikke havde kædet det sammen med en indsamling til Afrika. Mange firmaer bruger f.eks. denne metode til at finpudse deres etiske profil en anelse.

COOP vælger så at benytte denne metode til at få solgt nogle ekstra plastikposer. Og så oven i købet til overpriser. En plastikpose, som normalt koster kr. 3,- sælges nu til kr. 5,- og der går så kr. 2,- til Danmarksindsamlingen. COOP vælger altså et produkt, som de fleste af os godt ved vi skal minimere vores brug af, så lægger i 2 kr. oven i prisen og så forsøger de så at sælge så mange som muligt.

Det kan muligvis have noget at gøre med, at COOP har oplevet et fald i salget af plastikposer de seneste år. Heldigvis er flere og flere mennesker jo blevet opmærksomme på, at det ikke er en ret god idé at købe plastikposer i supermarkederne, og man ser efterhånden rigtigt mange mennesker pakke deres varer ned i medbragte genanvendelige indkøbsposer. Mange supermarkeder sælger også indkøbsnet, så hvis man har glemt at få et med hjemmefra, så kan man købe et som ikke går i stykker og som man kan bruge igen og igen.

Men COOP vælger altså at give salget af plastikposer et ordentligt spark her i forbindelse med denne indsamling til Afrika. I mange af COOPs butikker har de oven i købet fjernet de almindelige plastikposer, således at kunden ikke længere har mulighed for at vælge hvilken plastikpose de ønsker at købe. Og her hopper kæden altså af for mig; hvis COOP gerne vil støtte Danmarksindsamlingen, hvorfor sælger de så ikke et produkt som har en lille smule relevans i forhold til at gøre verden til et bedre sted?

Hjælper man Afrika ved at købe en plastikpose til overpris?

Hvis du spørger COOP, så er svaret ja! På FDB’s hjemmeside kan du læse om, hvordan du kan hjælpe Afrika når du handler. På COOP’s hjemmeside kan man læse om, hvordan de sælger plastikposerne fra 1. januar 2012 og frem til indsamlingsshowet på DR den 3. februar. De skriver at salget af plastikposer kan løbe op i op imod 3 mill. kroner.

Men det som er værd at bide mærke i, i denne sammenhæng er, at COOP giver ikke selv penge i denne forbindelse. I en artikel på b.dk med titlen Coop tjener på indsamling til børn i Afrika oplyser Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, at COOP i denne forbindelse ikke selv bidrager: “Vi giver ikke penge. Sidste år rundede FDB beløbet op, men vores bidrag er distributionen og markedsføringen af posernene”. Jens Juul Nielsen ønsker ikke at oplyse hvor mange penge COOP tjener på salget af plastikposer, men han oplyser gerne at salget af plastikposer er en overskudsforretning.

Husk alligevel dit indkøbsnet når du handler i COOPs butikker

Salget af plastikposer giver altså overskud, og COOP bidrager ikke selv til det beløb, der afleveres til landsindsamlingen på landsdækkende tv. Sidste år blev der ifølge COOP solgt 683.862 poser. FDB rundede beløbet op til 1.701.636 svarende til antallet af medlemmer i FDB. COOP kunne således overrække en check på kr. 1.701.636 til landsindsamlingen til Afrika på landsdækkende tv. Her får de så lidt ekstra point ind på goodwill kontoen samtidig med at de selv har nydt ekstra profit. Det er altså en ren win-win situation for COOP og Afrika på samme tid. Men hvad med miljøet?

Love of Green vil bestemt gerne bakke op om landsindsamlingen til Afrika, og jeg handler også selv i COOPs forretninger – men det skal dog helst være uden at gå for meget på kompromis med miljøvenligheden. Og jeg vil defor helst undlade at koble landsindsamlingen sammen med brugen af plastikposer. Jeg ville derfor ønske, at rigtigt mange mennesker stadig tager deres genanvendelige indkøbsnet med når de handler hos COOP i januar.

Man kan jo ligeså godt fortsætte med at bruge et miljøvenligt indkøbsnet og så give 2 kr. ekstra når man bidrager til landsindsamlingen.

 

 

 

Silketunika

Vi har netop fået en helt ny silketunika i butikken. Denne silketunika er fremstillet af genbrugt silkesari og er produceret i Indien. Idet den er lavet af genbrugte tekstiler, så er der kun en enkelt af hver model. Her får du altså en helt unik silketunika, hvor ikke to er ens.

Denne silketunika fås i mange smukke farver. Den har lange ærmer med slids for neden og et lille bindebånd i ærmet. Silketunikaen har v-hals. Meget fin kvalitet og dejlig blød at have på. Silketunikaen kan bruges over et par leggings eller jeans eller kan bruges som kjole. Silketunikaen fås i mange smukke farver til kr. 199,-

Da silketunikaerne er upcyclet af genbrugt silkesari er de meget miljøvenlige idet silken ellers ville være kasseret. Indiske kvinder har tradition for, at udskifte deres sari en gang om året ved fuldmånen i august, hvorefter de skal skille sig af med den gamle sari. Her bliver sarierne indsamlet og genbrugt i produktionen af nyt tøj. Da tekstilerne har været brugt før, kan der findes små ujævnheder i stoffet. Vi ser det blot som skønhedspletter der vidner om at silken har levet et spændende liv før.

Se flere silketunika her.

Julegaver 2011 – Bæredygtige Julegaver under træet

I år snakkes der meget om et faldende forbrug, en jul på sparebudget, butikkernes tidlige udsalg, og mange mennesker har valgt at skrue ned for forbrugsfesten i år. Det er i virkeligheden nok meget sundt hvis vi lige vender og drejer vores forbrugsvaner lidt, og det er muligvis naturligt at tænke lidt mere over det i julen, hvor mange er vant til at bruge rigtigt mange penge.

Mange vælger derfor at skrue ned for gaveræset enten ved at købe færre gaver, mindre gaver, og ved at skære “pligt-gaverne” væk. Måske er det en ret god ting, hvis byttekøerne bliver en anelse første hverdagsmorgen efter juleaften.

I år kommer der dog også rigtig mange bæredygtige julegaver under træerne, og det er også en god ting, da en bæredygtig gave er en gave med omtanke og hjerte. En bæredygtig julegave kan være med til at værne om miljøet, eller gå til et godt formål, samtidig med at den glæder modtageren.

Vi har samlet lidt varer som er i den lave ende af budgettet, men som kan skabe stor glæde under juletræet. Både hos afsender (producent) og hos modtager. Hav en god Fair Trade jul :-)

Bæredygtige julegaver:

Flettede armbånd i læder i 3 farver. Fremstillet hos Fair Trade producenten Aspiration International i Indien.

Farvestrålende pudebetræk i genbrugt saristof. Fremstillet hos Gopalas i Indien.

Kostmetikpung i genbrugt sari stof. Fremstillet hos Galapagos i Indien. Kr. 89,-

 Se flere julegaveidéer til bæredygtige julegaver her.


Skal juletræet være grønt i år?

Så er julen ved at være over os igen, og det er tid til at pynte hjemmet. Men man skal ikke være meget miljøbevidst for at begynde at spekulere lidt over vores tradition med juletræet.

Og her kommer dilemmaet; kan man virkelig være bekendt at hugge en træstamme over år efter år, for derefter at skaffe sig af med det visne træ – alt imens man samtidig forsøger at leve så grønt som muligt i det daglige?

Det harmonerer ikke helt, men det kan være svært at finde på et alternativ, og det er nu engang også svært at holde jul uden et juletræ med mindre man er meget alternativt anlagt.

Men hvad gør man så? Man er nødt til at overveje fordelene og ulemperne ved de forskellige muligheder, så man kan træffe det valg man føler er bedst. Her kommer nogle af de mest umiddelbare fordele og ulemper ved juletræer:

Det kunstige juletræ:

Fordele:

  • Du kan købe juletræet én gang, og kan bruge det igen år efter år. Du sparer penge på juletræer i forhold til at købe et juletræ hvert år.
  • I og med at du bruger samme juletræ hvert år bidrager du ikke til træfældning.

Ulemper:

  • De fleste kunstige juletræer indeholder PVC. PVC er ikke nedbrydeligt og under produktionen af PVC frigives der dioxiner, som er nogle af de farligste kemikalier i verden.
  • Selvom man i realiteten kan bruge et kunstigt juletræ i mange år, så har de fleste kunstige juletræer rent statistisk set kun en levetid på 6-9 år, hvorefter de bliver smidt ud.
  • Nogle kunstige juletræer indeholder bly som erstatning for PVC. Bly er dog ikke en hensigtsmæssig erstatning da det kan udgøre en helbredsmæssig fare, især for små børn.
  • Kunstige juletræer skal både produceres og transporteres for at nå frem til juleaften. De fleste kunstige juletræer produceres i Kina, og skal således rejse langt for at nå frem til jul.

Det “ægte” juletræ:

Fordele:

  • Træer er gode for miljøet idet de producerer oxygen og er med til at reducerer Co2-niveauet mens de gror.
  • Juletræer gror i plantager, hvor der plantes nye træer hele tiden. Selvom træerne bliver fældet kommer der således nye til hele tiden.
  • Juletræet kan gøre nytte efter brug – du kan sørge for at det ikke går til spilde. Brug det f.eks. i brændeovnen, eller lad det blive til barkflis som du kan bruge i haven.
  • Det er nu muligt at købe økologiske juletræer, hvor der ikke er brugt sprøjtemidler i dyrkningen.

Ulemper:

  • Juletræer sprøjtes for det meste med pesticider for at undgå skadedyr, og gødes med kunstgødning. Når vi køber juletræer går vi efter de flotteste og ingen ønsker at have et juletræ som er præget af skadedyr eller sygdom. Derfor bruges der ofte skappe kemikalier for at holde udyr og sygdomme væk, og disse kemikalier ender i naturen.
  • Juletræer er ofte forbundet med en del transport. I Danmark har vi masser af juletræer, men mange andre steder gror der ikke juletræer, og de skal derfor transporteres lang vej for at nå frem, hvilket medfører en del forurening.

Tag din beslutning?

Når ud har overvejet fordelene og ulemperne, så er det tid til at tage en beslutning. Skal det være ægte, kunstigt eller er der andre muligheder? Er der en juletræsplantage i nærheden af hvor du bor, så kan du tage ud og besøge dem og høre mere om, hvordan de praktiserer, og om de bruger pesticider og gødning. Find ud af hvor du helst vil handle, ligesom når du køber madvarer. Hvis du har et kunstigt træ, som du gerne vil af med, så giv det til genbrug eller giv det til nogle som kunne få glæde af det istedet for at smide det ud.

Hjemme hos os, har vi de sidste par år haft et juletræ i potte. Godt nok er de mindre end det man normalt forbinder med et juletræ til stuen, men det har passet os fint. Enten kan det plantes ud bagefter eller det kan også overleve i en potte og bruges igen året efter. Vores er nu plantet ud i baghaven hvor det kan få lov at vokse sig stort og stærkt. Man kan også købe miljøvenlige juletræer der er dyrket uden sprøjtemidler, se f.eks. hos juletræ.net Hvilke overvejelser har du gjort dig med hensyn til årets juletræ?

 

 

Vinter accessories fra Braintree

Vi har netop modtaget en stor sending vinter accessories fra Braintree Hemp. Her er der masser af lækkert vinter tilbehør, som kan varme dig på en kold dag. Sæsonen byder på flotte farver og designs i strik af hamp og økologisk bomuld.

Hamp er et bæredygtigt materiale, som er yderst velegnet når det er koldt, da det er temperatur regulerende. Derved holder det dig varm, når det er koldt udenfor, og det holder dig tempereret når det er varmt udenfor.

I sæsonens udvalg finder du fingerløse handsker, halstørklæder, huer og de populære ørevarmere med en strikket blomst.

Vi har også fået flere strømpebukser hjem; dem havde vi også i butikken sidste efterår/vinter og de var meget populære, faktisk så populære at de blev fuldstændig udsolgt, og vi har ikke kunne få flere hjem før nu. Men nu er det endeligt lykkedes, og vi har strømpebukser i bambus og økologisk bomuld i både sort, brun og lilla.

Tips til at videregive en øko-venlig tankegang til børnene

Det kan være en god idé, at være med til at give dine børn en øko-venlig tankegang fra barnsben, således at økologi og miljøvenlighed er en helt naturlig ting i daglidagen for børnene. På den måde, er der gode chancer for at det vil ligge helt naturligt for dine børn at foretage valg i livet som viser hensyn til miljøet og planetens sundhed.

Det er derfor vigtigt, at tale med børnene om miljøvenlighed og bæredygtighed. For at gøre det interessant kan du finde på måder, hvorved det bliver sjovt og spændende at tale om hvordan vi passer på miljøet. Her kommer en række tips til, hvordan miljøvenlighed kan gøre hverdagen lidt sjovere. Skriv meget gerne kommentarer med dine egne tips.

  • Genbrug. Lej med genbrug og slip kreativiteten fri. Glas, papir og plastik kan blive brugt igen, og i kan sammen finde på nye og sjove ting, som i kan lave af materialer, som ellers ville blive smidt ud. Involver også børnene i at sortere, hvad der skal genbruges og hvad der ikke skal. Tag en tur på genbrugsstationen og aflever alle de ting, som kan genbruges, men som i ikke selv vil bruge igen.
  • Plant et træ. At plante træer er en fornøjelse og det er spændende at følge væksten. Træerne hjælper til med at rense den luft vi indånder.
  • Anlæg en nyttehave. En nyttehave er rigtig spændende for børn idet de lærer en masse om naturen, og så er det meget miljøvenligt at dyrke madvarerne selv. Det er alle dage sundt for børn at lære hvor tingene kommer fra.
  • Beskyt dyrene. Det er en god idé at lære børn at have respekt for dyrenes liv. Mange børn synes det er sjovt at slå små dyr i stykker f.eks. snegle, men det er en god idé at tale om deres værdi således at børnene vokser op med respekt for naturen og dyrenes virke. Det hele hænger sammen i et stort økosystem, så tal om sneglene, hvad de lever af, hvad deres funktion er osv. På den måde opfordrer du børnene til at have respekt for naturen på flere planer, samt at forstår naturens cyklus.
  • Tal om luftforurening. Forklar hvorfor det er bedre at lade bilen stå, og gør andre former for transport til et naturligt valg for dit barn.
  • Spar på vandet. Giv dit barn gode vaner fra starten. De fleste børn elsker at lege med vand, men giv barnet en balje i vasken eller sæt bundproppen i, så vandet ikke bare løber direkte i afløbet. Forklar at brusebade er mere miljøvenlige end karbade, og undlad at fylde badekarret helt op hver gang. Sørg for at barnet husker at slukke for vandet når i børster tænder.

Når barnet hører dig fortælle historier om fordelene og ulemperne ved vores forurening, vandspild, madspild og hvordan det har en effekt på mennesker andre steder i verden eller på miljøet, så bliver det ofte nemmere at forstå vigtigheden af en øko-venlig tankegang. Det kan måske godt være svært, eller det kan virke umuligt at forklare på en måde, hvorved børnene forstår det, men det gavner sig alligevel i den sidste ende. Det er de små ting i hverdagen der tæller – og det er på den måde de gode vaner skabes.

Love of Green præsenterer sin første silkekollektion

Som noget helt nyt kan Love of Green nu præsentere sin første kollektion af tøj fremstillet af vintage silke sari fra Indien. Vi har netop modtaget vores første egen produktion direkte fra en ny leverandør i Indien. Her har vi, i samarbejde med vores nye leverandør, fået produceret en hel kollektion, hvor alt tøjet er fremstillet af genbrugte silkesarier. Det har vi gjort udfra et ønske om at højne kvaliteten samt at handle mere i overensstemmelse med Fair Trade principperne. Direkte handel på lige vilkår stemmer bedre overens med vores idealer omkring Fair Trade.

Vi har siden Love of Greens begyndelse haft tøj af genbrugt silke i butikken. Det er en skøn måde, at give nyt liv til gamle tekstiler. Ved at genbruge tekstilerne får de et længere liv og mennesker kan få glæde af de smukke silkestoffer i længere tid. Vi har udskiftet vores leverandør fordi der har været for mange problemer med kvaliteten hos den tidligere leverandør. Desuden var der en importør i midten, så for at handle mere i overensstemmelse med Fair Trade principperne, så ønskede vi at skære et fordyrende mellemled fra. Hvert eneste led i handelskæden skal have betaling for sine ydelser, så jo flere led der kan skæres fra jo bedre. Både for producenten og for slutforbrugeren.

I henhold til Fair Trade principperne, så er denne produktion med til at forbedre vores Fair Trade handelspolitik idet vi har skåret et mellemled fra, og fordi vi handler på leverandørens vilkår. Vi betaler forud for produktionen, således at producenten kan anskaffe materialer uden at sætte sig selv i gæld – ligesom man desværre ofte ser i modebranchen.

Vi har derfor valgt at handle direkte med producenten. Vi har i samarbejde skabt en kollektion, som lever op til vores forventninger både mht. design og kvalitet. Vi glæder os meget over, at kunne præsentere vores første silkekollektion. Der er både nye og velkendte modeller iblandt, og farverne er som altid skønne og fortryllende. Alt tøjet er fremstillet af 100% silke, og som noget nyt har vi tørklæder i flere forskellige størrelser samt nogle fine tasker, muleposer og hårbånd.

Forskellen fra tidligere er, at kvaliteten er højere. Genbrugt silke vil naturligt have nogle ujævnheder, da der i sagens natur er tale om genbrugte tekstiler, men vi har højnet kvaliteten, således at materialet er stærkere og mere holdbart. Det meste af tøjet er syet i dobbelt lag, således at det er mere modstandsdygtigt. Dette gør så også, at de fleste modeller er vendbare; man får altså to i en, og nogle af dem har forskellige farver indvendigt og udvendigt.

Så når vi taler om ujævnheder, så mener vi, at det er en naturlig del af at omgive sig med genbrugte materialer og produkter. Genbrug er et af de mest miljøvenlige metoder i forhold til bæredygtighed, og det er derfor naturligt for os, at tænke genbrug ind i vores kollektioner hos Love of Green. Genbrugte tekstiler vil som regel have små ujævnheder og detaljer der giver dem karakter og sjæl. Det er ligesom vi kender det fra andre genbrugte produkter f.eks. møbler eller ting til hjemmet, som vi køber brugt fx. på loppemarked. Det betyder ikke at der er fejl på – det er blot en del af den charme der er ved genbrug.

I virkeligheden er der egentlig ikke tale om genbrug, da der skabes et nyt produkt, så man kan tale om “upcycling” i stedet for “recycling”. Vi glæder os meget over, at præsentere vores silkekollektion og vi håber i vil tage godt imod den.

 

5 veje til billigere økologiske madvarer

Ofte så finder vi på den ene eller anden undskyldning for ikke at vælge de økologiske madvarer. Selvom vi godt kender konsekvenserne, så er det for mange et faktum, at pengepungen vinder over fornuften. Selvom økologiske madvarer stadigvæk nogle gange er lidt dyrere, så kan det ses som en investering. En investering i sundhed – både egen og den fælles.

Hvis du gerne vil opnå en større enighed mellem pengepung og ideologi, så er der nogle veje til at få råd til flere økologiske madvarer og samtidig få pengene til at række lidt længere. Her kommer der 5 tips om genveje til billigere økologiske madvarer:

  1. Køb sæsonens frugt og grønt. Det er her de er billigst. Tag på dit lokale grøntmarked og lad dig friste af de friske frugter og grøntsager hos den økologiske bod. Her kan du få frugt og grønt til priser der er billigere end de er udenfor sæsonen. Når det er sæson for økologiske bønner, så køb ekstra ind og giv dem et hurtigt opkog og læg dem derefter i fryseren. Herefter kan de holde sig længe og du har frosne økologiske bønner klar til brug. Når det er sæson for økologiske frugter og bær, så læg dem også i fryseren, så har du altid til en smoothie i løbet af efterår og vinter.
  2. Planlæg dine madindkøb. Hvordan er dine vaner når du køber ind? Holder du dig til en indkøbsliste eller hiver du blot varer ned i vognen? Du kan spare mange penge ved at undgå impulsindkøb. Hvis du laver en madplan og handler ind efter den, så kan du handle stort ind én gang om ugen, istedet for at impuls shoppe én gang dagligt. På den  måde sparer du penge, og du kan bedre prioritere at handle økologiske madvarer.
  3. Dyrk dine egne grøntsager. Hvis du har en have, så kan du lave en nyttehave. Har du ikke så meget plads, så kan du lade blomsterne lade livet til fordel for nyttehaven, som du kan nyde resten af året, hvis du fylder fryseren med dine hjemmedyrkede råvarer. Frys, sylt og henkog – og nyd dine hjemmedyrkede grøntsager med god samvittighed.
  4. Gå på nettet. Der findes efterhånden mange steder på internettet, hvor du kan bestille økologisk frugt og grønt. Nogle leverer til døren, andre tilbyder afhentning. Uanset hvad du vælger, så er der penge at spare ved at få handlet samlet ind på en gang i forhold til at købe ind til 1-2 dage ad gange. Du er således nødt til at planlægge din madlavning og tænke lidt frem i tiden, så du får brugt alle grøntsagerne mens de er friske.
  5. Tænk kvalitet fremfor kvantitet. Går du tit efter supermarkedernes tilbud? Og ender du ofte med at smide rester ud? Så er du ligesom rigtig mange andre danskere. Vores madspild er enormt og supermarkederne bugner med massetilbud. Tager du tit 3 pakker pålæg på tilbud blot for at opdage at du har sparet kr. 1,95 eller 2 agurker for at se på bon’en at du har sparet kr. 0,85? Det sker for rigtigt mange fordi de gule tilbudsskilte lokker os til at købe mere end vi egentlig har brug for. Hvis vi skærer ind til benet og køber det vi har brug for, i stedet for at købe 5 liter cacaomælk og 4 poser chips, så kan budgettet automatisk give luft til flere økologiske varer. 1 pakke økologiske småkager rækker måske ikke lige så langt som 4 pakker almindelige, men til gengæld er de lækrere :-)


10 Frugter og Grøntsager Hvor Du Bør Vælge Økologisk

Det bør du naturligvis med dem alle :-) Men det er jo ikke altid, at det er en mulighed, så det er vigtigt at vælge med omhu, hvornår du vil gå på kompromis med økologien.

Det vigtigt, at være opmærksom på, at nogle frugter og grøntsager indeholder flere pesticider end andre. Nogle gange kan man blive helt overrasket over, hvor mange pesticider en lille uskyldig grøntsag kan indeholde.

Jeg mener, i princippet er de jo allesammen sunde. Eller i det mindste burde de være det. Men hvor sundt er det lige, hvis du skyller en masse kemikalierester med ned sammen med peberfrugten?

Nogle vil sikkert kalde det for noget værre sludder og øko-hysteri, men det er da ikke særlig rart at tænke på at der sidder kemikalier på de ting, vi fylder i vores krop, og som skal hjælpe vores kroppe med at fungere optimalt. Healthy Child Healthy World har lavet en simpel liste over 10 frugter og grøntsager, hvor du bør vælge den økologiske variant.

Listen er sammensat ud fra antallet af pesticiderester, som er fundet i den enkelte frugt eller grøntsag. Listen kan være en god og simpel rettesnor til, hvor du ikke bør vælge økologien fra. Du kan se den komplette liste her og læse flere detaljer om de enkelte punkter. Her kommer en simplificeret version:

  1. Ferskner
  2. Æbler
  3. Nektariner
  4. Jordbær
  5. Pærer
  6. Peberfrugter
  7. Selleri
  8. Vindruer
  9. Spinat
  10. Kartofler

Det er vigtigt, at lægge mærke til, at listen er baseret på en amerikansk undersøgelse, og derfor ikke kan overføres direkte til danske standarder. Kilde: Healthy Child Healthy World

Footies i Bambus – Strømper til sommervarmen

Her i juli, hvor solen står højt på himlen ( håber vi ) så har vi fået en helt ny model hjem af de populære bambus strømper. Disse strømper er en ankelstrømpe, af den type der kaldes ‘footies’ – strømper der slutter helt nede ved anklen, så de nærmest ikke kan ses i skoen. De er derfor gode at have på sammen med shorts eller stumpebukser, da ankelsokker ellers ikke altid er så kønne sammen med shorts.

Dog, så er det næsten ærgeligt, hvis man ikke kan se disse bambusstrømper, da de er rigtig kønne at se på i de friske farver med prikker.

Stømperne er fremstillet af bambus og økologisk bomuld, iblandet lidt spandex for strækeffekten.

Bambus er et materiale, som er meget velegnet til strømper, da det er både svedabsorberende, transporterende og antibakterielt. Du kan derfor roligt gemme dine fødder lidt væk i disse bambus strømper, da bambus er meget behageligt, også når det er varmt.

Men lad gerne lidt af de kønne prikker lyse op og sætte lidt kulør på dagen.

Stømperne fås i 4 friske farver i one size, der passer til str. 36-41. Se strømperne og mere økologisk tøj hos Love of Green