Der er forår i luften og overvejelserne med årets haveplanlægning er sikkert allerede godt igang, hvis du altså er den lykkelige ejer af en have. Uanset hvor stor dine have er, eller om den er begrænset til en altankasse, så er der en grøn nytteplante som altid kan gro og give masser af udbytte; mynte.
Jeg har selv haft mynte i mange år, og det er først indenfor de seneste par år, at jeg virkelig er begyndt at sætte pris på mynten. Mynten gror nærmest som ukrudt, og den er ikke særlig nem at slippe af med. Tidligere har jeg ikke rigtig vist hvad jeg skulle stille op med den, og jeg fik den alligevel aldrig rigtig brugt til noget. Men nu er jeg nærmest afhængig af den og jeg synes smagen og duften er helt fantastisk.
Har du også en mynte i haven, så får du her nogle tips til hvad du kan bruge den til:
- Vi starter med en klassiker; Lav et par Mojitos. En mojito laves på rom, danskvand, lime, rørsukker og mynte. Server den med godt med isterninger, og den er en sikker vinder en lørdag aften.
- En anden klassiker er en Tabbouleh salat; en lækker salat bestående af bulgur, tomat, agurk, olivenolie, frisk persille og frisk mynte.
- Put en kvist mynte i en kop te og nyd den lækre friske smag
- Put en stor kvist mynte i en kop med kogende vand og drik den som te.
- Hak lidt mynte og bland i flødeskum, og pynt dine kager med mynteflødeskum – et lækkert og friskt alternativ til almindelig flødeskum
- Put mynte i når du laver hjemmelavet pesto. Mynten giver et lækkert pift til pestoen og fungerer godt i samspil med basilikum
- Tilsæt hakket mynte når du bager chokoladekager. Mynte og mørk chokolade er en god kombi!
- Tilsæt hakket mynte til dine kødboller. Hakket oksekød, frisk mynte, hvidløg, salt og peber og så på panden.
Nogle af disse idéer er måske lidt alternative men mynte smager rigtig dejligt i mange forskellige opskrifter. Så hvis du har en busk i haven så er det bare med at komme igang. Ellers er det på tide at få plantet én.